26-12-2020
Hans Erling Jensen

”Det onde kan kun vinde, når gode mænd tier,” står der at læse i et ordsprog, der lægges i munden på mange store mænd.

Efter igennem 5 år at have set med, gennem ofrenes øjne, på den ondskab, som den islamiske stats korantroende muslimer og deres medløbere påførte både kristne og yazidier i Irak og Syrien har jeg formuleret min egen variant af ovenstående ordsprog:

”Det onde forårsager altid endnu flere døde, når onde mennesker går sammen for at kanøfle, dem der protesterer! ”

FN og mange af dets medlemsstater, som vi gerne sammenligner os med, har erklæret den islamiske stats massakrer på kristne og yazidier i Irak for Folkemord. Det officielle Danmark nægter derimod, sammen med nabolandet Sverige, af for mig ubegribelige grunde, at anerkende det afskyelige og vel planlagte folkemord, de sunnimuslimske horder fra Islamic State gennemførte overfor den yazidiske befolkning ved Sinjar i august 2014.

Denne helt uforståelige attitude kan uden overdrivelse anses for at have forlænget de forfulgtes lidelser i betydelig grad og medført endnu flere dødsfald som følge af grusomhederne, der fortsatte frem til Islamic States fald.

I disse dage, når bølgerne går højt i diskussionen om, hvad samfundet skal gøre med de såkaldte ”danske” IS-terroristers kvinder og børn, der nu sidder fangne i lejre i Syrien og Irak, er det endnu engang på sin plads at spørge: Hvorfor danske politikere og myndigheder som helhed ikke ønsker at erkende, at muslimerne fra den islamiske stat, har begået et afskyeligt folkedrab, og hvorfor lovgiverne i de seks år, der nu er gået siden de muslimske terrorister startede deres terrorregime, IKKE har vedtaget love og regler om, hvordan disse ”danske” muslimske terrorister og deres afkom skal behandles, hvis eller når de en dag blev fanget?

Den velkendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, har i flere sammenhænge påpeget den totale ligegyldighed, som myndighederne i både Danmark og Sverige har udvist, når det kommer til at finde på svar og løsninger på problemet. Ranstorp peger ikke bare på struktur- eller koordineringsproblemer. Det ville være for let og for vattet. Han mener derimod, at sandheden om uvilligheden til at i det hele taget diskutere sagen er rodfæstet i, hvordan det generelle Europæiske debatklima har udviklet sig siden det islamiske terrorangreb på USA og Vesten den 11. september 2001.

Som et hårrejsende eksempel fremhæver Ranstorp, at en af Nordens mest populære forfattere, ærkesocialisten Jan Guillou, gang på gang har beskrevet terrorbekæmpelsen i Vest efter 9/11 som et kollektivt misbrug af muslimer og en regelret race- eller særlovgivning rettet mod alle ved navn Mohammed. Desværre er Gulliou ikke den eneste, der har denne fordærvede opfattelse af virkeligheden.

En hær af højtråbende, selvhøjtidelige elitekorps af vestlige journalister, politikere, kunstnere, gejstlige og andre ærespræster, har samme pseudohumanistiske opfattelse. På baggrund af en betændt forestilling om at ”alle mennesker er lige meget værd” har denne godhedssekt, helt imod folkets bedste, ved enhver lejlighed brillieret med en sjælden set ringeagt eller ignorerende tavshed over for alt og alle, der gennem tiderne har dristet sit til at løfte en advarende røst mod den accelererende islamisering.  Det er denne skamlige, nye herskende klasse, som jeg ovenfor beskriver som de ”onde mennesker”!

Jeg mener ikke, at den vestlige verden har noget positivt at lære af islam. Tvært imod. Dem, der vælger islam frem for det sekulære samfund, skal selvfølgelig bosætte sig i et muslimsk land. Deraf følger også min helt klare mening, som er, at ingen danskere eller europæere (som sætter den sekulære stat øverst på ønskelisten) har noget som helst ansvar for individer, der har valgt at tilslutte sig en så åbenlys terrorsekt som Islamic State. Lige så lidt som vi har noget kollektivt ansvar for deres afkom, der desværre allerede nu som børn i forskellige aldre, er så grundigt hjernevaskede, at de sandsynligtvis ikke står til at redde og derfor aldrig kommer til at udgøre et aktiv for Danmarks eller Europas demokratiske, sekulære samfund!